Det er med stor glæde at vi kan meddele at Martine Zuiderwijk fra 1. august har overtaget stillingen som cheftræner. Martine er 4-dobbelt sølvvinder ved de hollandske mesterskaber og havde fra 2008 til 2014 sin egen skøjteskole i Holland, indtil hun startede i GKF som træner.
Vi har i de sidste to år lært Martine at kende som en dygtig, initiativrig, nyskabende og motiverende træner, som har bragt mange spændende træningsmetoder med sig både for vores store gruppe af bredde-løbere og vore konkurrence- og mesterskabsløbere. Vi er sikre på, at Martine vil kunne være med til at udvikle GKF som Danmarks bedste og største kunstskøjteløberforening med endnu bedre resultater, samtidig med at vore skøjteløbere har det sjovt.
Martine afløser Nadja Shevalovskaia, der efter 8 år i stillingen har valgt at trappe lidt ned. Nadja fortsætter heldigvis i trænerteamet, hvor hun sammen med Grazyna Dudek, Julie Bidsted og vores nyuddannede flok at hjælpetrænere vil sikre at vi kan fortsætte den positive udvikling GKF har været i de senere år.